Ud af skyggen

I foredraget vil tilhøreren få et indblik i oplevelser og følelser hos en ung dreng, som tidligt fik debut med at oddse i kiosken. Hvordan dopaminrusen overtrumfede fornuften, og hvordan fantasien om store gevinster pludselig begyndte at fjerne fokus fra skole, job, venner og familie. Realitetssansen begyndte at forsvinde, og som kompensation for min afhængighed måtte jeg vise, at jeg kunne brillere på andre måder. Grænserne skulle afprøves, festerne blev vildere, løgnene blev større, og pludselig fandt jeg mig selv i en ond cirkel.

FAKTUELT

Mit foredrag bliver understøttet af fakta fra Center for Ludomani og Spillemyndigheden som vil blive fremvist under foredraget i relation til de relevante emner. Ud fra mine erfaringer vil der i foredraget være fokus på de mange spørgsmål, som man står med, når ludomanien kommer tæt på, det kunne være spørgsmål så som: Hvad gør man når man oplever adfærdsændringer hos sine nærmeste? Hvornår skal man som ven eller kæreste sige noget? Hvordan kan man støtte en afhængig, som ønsker at komme ud af misbruget?
Alt dette og meget mere tager jeg fat i igennem foredraget og giver jer værktøjer til at håndtere lignende situationer.

MIN HISTORIE

Afhængighed, angst og selvisolation går hånd i hånd, og det fik jeg at føle, da jeg kom på gymnasiet. Pludselig kunne jeg ikke slippe uden om gruppearbejdet med et smil og et glimt i øjet. Samtidig mistede jeg overskuddet, når jeg havde ligget vågen hele natten for at se US-open i tennis, og det hjalp heller ikke, at jeg sad bagerst i klassen for at kunne streame tenniskampe, som jeg havde spillet på over nettet. Jeg var ikke populær længere. Jeg var dybt afhængig. De fleste mennesker har værdifulde personer omkring sig, som de kan række ud efter. Det kan være familie, venner, kæreste, lærere, trænere eller andre rollemodeller. Mine forældre og søskende har altid været der for mig, og uden dem var jeg aldrig kommet til det sted, hvor jeg er i dag. Gennem støtte fra pårørende, professionel behandling, åbenhed og målsætning, har jeg endelig fundet en vej ud af ludomanien. Og jeg vil stolt stå frem og fortælle min historie med håb om at kunne hjælpe andre ud af skyggen. Derudover vil formålet også være at informere om konsekvenserne af afhængighed for at undgå at unge mennesker havner i den destruktive situation, som jeg selv har befundet mig i gennem så mange år.

HVORDAN?

Jeg kører hele Danmark rundt med mit foredrag og kommer derfor gerne hen til jer hvorend det skulle være. Foredraget varer 1.5 time og prisen er 6500 kr + eventuelle rejseomkostninger.